Fusionsenergi - kan vi tæmme solens energi

450 gymnasieelever hører om fusionsenergiforskning til Naturvidenskabsfestival

fredag 05 okt 18
|

Kontakt

Søren Bang Korsholm
Seniorforsker
DTU Fysik
20 64 55 61
Under Naturvidenskabsfestivalen besøgte Seniorforsker Søren Bang Korsholm Egedal Gymnasium i Stenløse og et af Danmarks største gymnasier Rosborg Gymnasium i Vejle. Samlet set blev hans tre oplæg fulgt af ca. 450 gymnasielever.

På Rosborg Gymnasium deltog alle gymnasiets 400 1.g’ere  i arrangementet og hørte en af Sørens to præsentationer af emnet. Ligesom de foregående mange år kunne gymnasieelever høre om baggrunden for og status af fusionsenergiforskningen.

“1.g’erne står lige overfor valget af studieretning for resten af deres gymnasietid, så jeg håber at jeg har inspireret flere elever til at vælge fysik, matematik eller alternativt anden naturvidenskab som primære fag”, fortæller Søren Bang Korsholm, seniorforsker på DTU Fysik.

Søren fortalte også gymnasieleverne i Vejle, at han faktisk selv blev interesseret i forskningsemnet fusionsenergi efter at have hørt et lignende foredrag for ca. 30 år siden.

”Det er min overbevisning, at vi som forskere har en forpligtelse til at forsøge at engagere og informere offentligheden om videnskab generelt, og selvfølgelig vores eget forskningsfelt i særdeleshed. I denne sammenhæng er den yngre generation en helt særlig målgruppe. Samtidig føler jeg, at det er givende for mig som forsker, at få lov til at fortælle om mit videnskabelige felt og samtidig opleve feedback og interesserede og nysgerrige spørgsmål fra den forhåbentlig kommende generation af videnskabsfolk”, forklarer Søren.

Sørens foredrag består af en introduktion til baggrunden for forskningen i f.eks. fusionsenergi, nemlig klimakrisen og energiforsyning/-ressourcer. Derefter forundres tilhørerne over potentialet i fusionsenergi som en praktisk talt uudtømmelig og sikker energikilde. Og det naturlige spørgsmål stilles ofte af publikum ”Hvorfor har vi så ikke fusionskraftværker endnu?”

Der følges op på dette ved at gennemgå de fysiske principper bag en fusionsreaktor, og historien og status for fusionsforskningen berøres inden man tager et kig på ITER og planerne derefter.

De konkrete forskningsemner på DTU Fysik i PPFE bliver også nævnt før Søren afslutter med at opfordre eleverne til at studere fysik og måske endda fusionsforskning på DTU Fysik.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.fysik.dtu.dk/om-dtu-fysik/nyheder/nyhed?id=7544C59C-3C87-4CCA-A53D-8E9DCCF72223
22 OKTOBER 2018