Foto: Colourbox.dk

Energilagring - på den lange bane

fredag 03 mar 17
|
af Morten Andersen

I bare halvanden times solskin på Jorden er der energi nok til at dække verdens samlede energiforbrug i et år. Men udfordringen er at få ’høstet’ denne energi. I fotokatalytisk vandspaltning kan man bruge solenergi og katalysatorer til at spalte vand til ilt og brint. Brinten kan herefter gemmes og enten bruges til at lave elektricitet, når solen ikke skinner, eller som brændstof.

Udfordringen er, at en god katalysator skal opfylde tre krav: Den skal være billig, effektiv og holdbar. I de fotokatalytiske systemer, der allerede er udviklet, kan man kun opfylde to af de tre krav – nogle er holdbare, men dyre; andre er billige, men ineffektive. Dertil kommer, at systemet skal absorbere solens lys med høj effektivitet, for at der er energi nok til vandspaltningen.

I ’VILLUM Center for the Science of Sustainable Fuels and Chemicals’ arbejder professor Ib Chorkendorff, DTU Fysik, sammen med en række internationalt førende forskere på at løse denne udfordring ved at forbedre nanopartiklerne i katalysatorerne, så de bliver optimale for den reaktion, man ønsker at katalysere. Det kunne f.eks. være at omdanne sollys direkte til brint. Forskerne håber i løbet af de kommende fem-otte år at nå et gennembrud på området og dermed bidrage til at sikre både fremtidens energilagring og produktion af de kemikalier, der i dag udelukkende fremstilles af fossile ressourcer.

Læs mere om centrets arbejde på v-sustain.dtu.dk.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.