Røntgenlaboratorium

Nyt røntgenlaboratorium til studerende og gymnasieelever

onsdag 22 jun 16
|
af Anne Hansen

Kontakt

Ole Trinhammer
Leder af Nanoteket (undervisningslaboratorium)
DTU Fysik
45 25 32 12

Den 8. juni åbnede Nanoteket på DTU Fysik et nyt røntgenlaboratorium, der skal bidrage til at skabe interesse for materialeforskningen og uddanne fremtidens ingeniører. Laboratoriet er åbent for DTU's egne studerende og besøgende gymnasieklasser.

Materialeforskningen er i disse år inde i en rivende udvikling. Nye moderne røntgenfaciliteter bliver bygget verden over og samtidig stiger behovet for nye og mere avancerede materialer til alt lige fra vindmøller og brændselsceller til emballage, implantater og medicin.

Ved hjælp af røntgenstråler kan man se ind i materialer og koble materialernes indre strukturer med deres egenskaber eller mangel på samme. Denne viden gør det muligt at ændre og forbedre materialers egenskaber ved at manipulere med deres atomare og molekylære opbygning.

 

Studerende får adgang til avancerede røntgenteknikker

Billeddannelse med røntgenstråler har hidtil primært været forbeholdt forskere, da det kræver stor sikkerhed og avanceret udstyr. Men nu får studerende og gymnasieelever også mulighed for at eksperimentere med teknikkerne og dermed en forsmag på arbejdet med billeddannelse og materialeforskning. Den 8. juni åbnede Nanoteket på DTU Fysik et nyt røntgenlaboratorium.

- Vi synes, det er vigtigt, at de unge mennesker får viden om de nye muligheder inden for materialeverdenen. Her i det nye laboratorium kan de selv prøve kræfter med røntgenteknikkerne og opleve de mange spændende muligheder, fortæller Jane Hvolbæk Nielsen, Institutdirektør ved DTU Fysik.

Røntgenmikroskoperne supplerer andre billeddannende instrumenter i Nanoteket – fx elektronmikroskoper og skanning tunnel mikroskoper. Derved bliver det muligt at sammenligne og få indsigt i, hvordan fysikken bag teknikkerne hænger sammen.

- Inden for materialeudviklingen bruges der mange forskellige teknikker, og det er vigtigt, når vi inspirerer og uddanner, at vi har relevant og moderne udstyr til rådighed. Og det har vi i høj grad fået med denne bevilling, som jo både har givet os det nye røntgenlaboratorium og laboratoriet med elektronmikroskoper, som vi åbnede sidste år.

 

Brugervenligt udstyr

Røntgenlaboratoriet har fem opstillinger, som kan bruges til mange forskellige eksperimenter. Der er bla. en CT-scanner, der kan lave røntgenbilleder i 3D, ligesom det er muligt at lave diffraktionseksperimenter, der afslører strukturer i krystaller.

- Udstyret er brugervenligt, så de studerende nemt kan lave hands-on eksperimenter. Det giver os mulighed for at lave en kobling til de eksperimenter, der udføres på de store faciliteter som eksempelvis Max IV i Lund uden at forlade vores campus, fortæller Elisabeth Therese Ulrikkeholm, der er projektleder for det nye laboratorium.

Laboratoriet vil fremover blive anvendt til kurset Introduktion til Fysik og Nanoteknologi samt til kurserne i sportsfysik og røntgen- og neutroneksperimenter ved internationale forskningsanlæg. Derudover er laboratoriet åbent for besøgende gymnasieklasser.

- Vi har også planer om at bruge apparaturet i kurser på tværs af institutter, eksempelvis i samarbejde med DTU Compute, hvor de studerende skal lære at udarbejde de algoritmer, der bruges til at lave 3D rekonstruktioner, fortsætter Elisabeth Therese Ulrikkeholm.

 

Avanceret udstyr til rådighed for industrien

3D billeddannelse med røntgenstråling har også stor anvendelse for industrien. Det udnytter flere virksomheder DTU’s Imaging Industri Portal, som ligger lige om hjørnet fra Nanoteket. Udstyret her er mere avanceret og kraftfuldt end udstyret i Nanoteket, men begge dele bygger på de samme principper. For eksempel har Rockwool, Siemens og Novo Nordisk fået lavet målinger i industriportalen.

- Når vores DTU-studerende og besøgende elever bruger udstyret i studenterlaboratoriet, supplerer vi gerne med et besøg i industriportalen, hvor samme teknikker bruges i udviklingen af konkrete nye materialer hos virksomheder. På den måde kobles undervisningen, forskningen og virksomhedssamarbejdet sammen..

Det nye røntgenlaboratorium er støttet af VILLUM FONDEN, Otte Mønsteds Fond og Marie & M.B. Richters Fond. 


Nyttige links:

Læs mere om øvelser i røntgenlaboratoriet på Nanotekets hjemmeside.

Nanoteket

DTU's Imaging Industry Portal

 

 

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.