Alumnearrangement om Akustofluidik med Henrik Bruus

Akustofluidik: Ny ultralydsfysik i væsker på mikroskala

De seneste år har ultralyd vist sig som en overraskende alsidig, hurtig, billig og enkel metode til håndtering og styring af både biopartikler og væsker i lab-on-a-chip systemer til biokemiske og medicinske processer. Nye fysiske fænomener viser sig, når ultralyd vekselvirker med opløsninger af mikro- og nanopartikler i submillimeter kanaler og kaviteter på overfladen af mikrochips. Under ledelse af Professor Henrik Bruus, har forskningsgruppen Theoretical Microfluidics ved DTU Fysik ydet væsentlige bidrag til dette interdisciplinære felt mellem fysik og biologi. Gruppen har blandt andet formuleret teorien for den nyopdagede akustiske volumenkraft og bidraget med teoretisk beskrivelse af adskillige eksperimenter udført i samarbejde med udenlandske forskningsgrupper, bl.a. isolering af kræftceller fra blodprøver, sortering af celler i deres livscyklus og indfangning af celler i akustiske fælder. Ved dette alumnearrangement på DTU Fysik vil Henrik Bruus introducere feltet akustofluidik og fortælle om nogle af metodens mange spændende grundfysiske aspekter og kommercielle anvendelser.

Arrangementet er del af serien af halvårlige alumnearrangementer ved DTU Fysik om instituttets forskning og dens samfundsmæssige betydning. 

Vi byder på øl, vand og sandwich.

Tilmeld dig Alumnearrangementet om Akustofluidik d. 7. maj

Læs mere om Professor Henrik Bruus’ forskning på fysik.dtu.dk

Tidspunkt

tir 07 maj 19
17:00 - 19:00

Arrangør

DTU Fysik

Hvor

DTU Lyngby Campus
DTU Fysik
Bygning 311
1. sal/Lounge