Kvantekrypteringsnoegle2

Kvantekrypteringsnøgle blandt årets bedste danske forskningsresultater

tirsdag 05 jan 16
|
af Anne Hansen
Traditionen tro kårede Ingeniøren i december de bedste danske forskningsresultater inden for naturvidenskab og teknisk videnskab fra 2015. Blandt top fem var en ny teknik til sikker kvantekommunikation udviklet af forskere fra DTU Fysik.

Hver dag sender de fleste af os personlige data på kryds og tværs over internettet. Derfor er sikker kommunikation en absolut nødvendighed. I 2015 viste forskere fra DTU Fysik, at kvantekrypterede signaler kan sendes via åbne sendemaster og stadig være 100 % sikre, selvom en hacker lytter med. Derved bliver de hidtidige krav om sikre netværk og avanceret måleudstyr meget mindre. Dette er et stort skridt fremad mod fremtidens sikre internettrafik - så stort at forskningen fra DTU Fysik kom ind på Ingeniørens Top-5 for årets danske forskningsresultat.

Læs mere om forskningen i kvantekommunikation hos DTU Fysik

Læs mere om forskningen i kvantekommunikation på ing.dk

Sådan udpeges de bedste resultater:
Ingeniøren har siden 2004 udpeget de bedste forskningsresultater inden for naturvidenskab og teknisk videnskab udført af forskere i Danmark, eller hvor forskere fra Danmark har ydet et væsentligt bidrag som del af et internationalt forskningssamarbejde. Ingeniøren følger samme metode som det videnskabelige tidsskrift Science, der årligt udpeger Breakthrough of the Year, så udpegningen af årets videnskabelige Top-5 i form af årets bedste og fire andre efterfølgende, sideordnede videnskabelige topresultater foretages af redaktionen. I lighed med de tidligere år er Ingeniørens udvælgelse foretaget af Jens Ramskov og Rolf Haugaard Nielsen.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.