DTU Fysik-forskere er klar med roadshow og kurser om fusionsenergi til gymnasieklasser og gymnasielærere om arbejdet med at gøre fusionsenergi til en realitet og med inspiration til at bruge fusion som emne i undervisningen.
Formidlingen handler om, hvordan man skaber energi ved at sammensmelte atomkerner, og hvordan dette kan bidrage til fremtidens grønne energiproduktion.
Ildsjælene, der arbejder med verdens største energiforskningsprojekt, ITER, er klar med et roadshow til gymnasieklasser samt folkeskolens ældste klasser om emnet.
”Jeg elsker at se gløden i elevernes øjne, når de bliver fanget af emnet. Det giver mig energi”, fortæller Alexander Thrysøe, der er Postdoc på DTU Fysik og som er en af forskerne bag roadshowet.
I formidlingen runder de mange forskellige emner. Hvordan er fusionsenergi en fremtidig bæredygtig energikilde? Hvad er de fysiske processer bag fusion? Hvordan indeslutter man et fusionsplasma på 200 millioner °C? Og hvad er status på fusionsforskningen?
”Det giver så meget mening at få udviklet denne energiform, der er bæredygtig, sikker og uudtømmelig. Fusionsenergi er Solens energiproces, hvor lette brintkerner smelter sammen til helium og frigiver en masse energi – og vi kan også skabe denne proces her på Jorden”, fortæller Seniorforsker på DTU Fysik Søren Bang Korsholm.
”Vi synes, det er vigtigt at vise aktuel, grøn forskning, der er godt på vej, men hvor resultaterne og løsningerne ikke er færdige. Det giver plads til åbne spørgsmål og kreativitet hos eleverne selv”.
3 nye kurser om fusionsenergi
Fra midt i januar er forskerne klar med 3 forskellige kursustilbud til fysiklærere, men også til andre natur- og samfundsfagslærere, i gymnasiet. Kurserne er gratis og man kan deltage på dem enkeltvis og de kører årligt i de kommende fire år.
Første kursus er et online inspirationskursus i fusionsenergi, hvor der ugentligt over ni runder sendes tekst, billeder og illustrationer ud om fusionsenergi, der kan give baggrund og inspiration til undervisningen.
Se mere om online forløbet og tilmelding
Det næste er en serie af tre webinarer til lærerne, med oplæg om fusionsenergi samt inspiration til undervisningen. Første webinarserie i 2021 afholdes 25. januar, 28. januar og 4. februar kl. 19:30. Det gentages til efteråret og i mellemtiden kan man gense webinaret på den tilhørende webside.
Se mere om webinar og tilmelding
Sidst afholder forskerne en tredages lærer-camp på DTU i Kgs. Lyngby om fusionsenergi i undervisningen. Lærer-campen foregår 13. april – 15. april 2021.
Se mere om lærer-camp og tilmelding
For gymnasieelever arrangerer forskerne også en sommerskole på DTU i Kgs. Lyngby om fusionsenergi – den foregår i uge 31 2021 (og de efterfølgende 3 år).
Al formidlingen understøttes af websitet fusionsenergi.dk, som henvender sig både til elever og lærere med både generel og specifik information om fusionsenergi og fusionsforskningen. Her vil der også være tilmeldingsformularer og uddybninger af de forskellige formidlingstilbud.
Formidlingsprojektet ”Fusionsenergi til alle” er finansieret af Novo Nordisk Fonden.
Se mere om det gratis roadshow og booking