Finn Foton tager et kvantespring ind på det japanske marked

mandag 07 dec 20

Kontakt

Ulrich Busk Hoff
Seniorrådgiver
DTU Fysik
29 80 41 55

Den første bog i serien om Finn Foton er nu blevet udgivet på det japanske marked med støtte fra Udenrigsministeriets Eksportsparring-program.

Tilbage i 2017 indgik kvanteforskere fra bigQ på DTU Fysik et usædvanligt samarbejde med kunstner og forfatter Jan Egesborg om at lave en børnebog om kvantefysik. Det resulterede i den legesyge og humoristiske bog 'Finn Foton and the quantum physics' (original dansk titel 'Finn Foton og kvantefysikken'), som siden er blevet efterfulgt af yderligere to bøger i serien.

Efter et dansk-japansk kvanteforskningsseminar i 2019 blev den danske ambassade i Tokyo og forfatterne bag bogen enige om at lave en japansk udgave af 'Finn Foton og kvantefysikken'. Takket være støtte fra Udenrigsministeriets Eksportsparring-program er denne idé nu blevet til virkelighed. I begyndelsen af december blev den første bog i serien med historier om Finn Foton udgivet i Japan.

”Japan og Danmark har et stærkt samarbejde om kvanteforskning, der går helt tilbage til Niels Bohr og Yoshio Nishina, som var nære venner. Jeg er meget glad for, at vi kan bidrage til denne relation og samarbejde på et mere kulturelt niveau, og at Finn Foton nu kan give både japanske og danske børn et humoristisk indblik i kvantefysikkens verden,” siger Ulrich Busk Hoff.

Finn Foton-projektet handler ikke om at lave lærebøger for børn, og det er heller ikke videnskabskommunikation i gængs forstand. Det skal snarere ses som en lidt anderledes udforskning af synergien mellem videnskab og kunst, hvor der skabes humoristiske fortællinger med afsæt i videnskabelige erkendelser.

”Vi har en meget dyb passion for videnskab, og det er ofte svært at give udtryk for den og dele vores begejstring for den med andre. Samarbejdet med Jan Egesborg om Finn Foton-projektet er som en overløbsventil, der giver os mulighed for at få afløb for den begejstring og have en mere legende tilgang til vores arbejde,” siger Ulrich Busk Hoff.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.