Peter Bøggild i gang med online-undervisning

Verdensstjerner i det digitale klasseværelse

torsdag 26 mar 20
|
af Tom Nervil

Kontakt

Peter Bøggild
Professor
DTU Fysik
21 36 27 98
Uddannelsesinstitutionerne er lukket, og al undervisning foregår nu digitalt. Den nye situation er ikke kun en begrænsning, men åbner også for nye muligheder.

En af de undervisere, der ser online-undervisningen som en anledning til at finde nye og inspirerende muligheder, er professor Peter Bøggild fra DTU Fysik, der blandt andet underviser i grafen og andre 2D-materialer for ph.d.-studerende.

Peter Bøggild havde planlagt at invitere en spansk forsker til at gæsteforelæse og ærgrede sig i første omgang over, at forelæsningerne måtte aflyses på grund af rejseforbuddet. 

"Vi kan jo invitere alle mulige! Det er forskningsbaseret undervisning, når man inviterer verdensstjernerne ind i klasselokalet til at fortælle i egen online person"
Peter Bøggild

”Men så tænkte jeg, at han jo lige så godt kunne være med online, som de studerende kan. Vi kan jo invitere alle mulige! Det er forskningsbaseret undervisning, når man inviterer verdensstjernerne ind i klasselokalet til at fortælle i egen online person,” fortæller Peter Bøggild begejstret. 

Det var et ægte hurra-øjeblik for ham, og de studerende var også helt oppe at køre over, at de kunne stille spørgsmål og få svar fra den videnskabsmand, der har skrevet den fænomenale artikel, de diskuterede, fortæller han.

Med den erfaring i baggagen så Peter Bøggild frem til den næste forelæsning med Aitoe Mugarza fra Det Katalanske Institut for Nanovidenskab og Nanoteknologi (ICN2). Mugarza gav her en kort forelæsning og modtog spørgsmål fra de studerende. Denne forelæsning er nu lagt online, så andre kan lade sig inspirere (Youtube).

Fra udfordring til muligheder 

Men det er også forbundet med udfordringer pludselig at bringe auditoriet ud i cyberspace.

”Det er svært at vænne sig til, at man ikke kan se ansigterne. De studerende kan jo vælge ikke at have deres kameraer på, så det er lidt tungere med interaktionen. Til gengæld kan man have et chatvindue kørende ved siden af, hvor en moderator eller hjælpelærer svarer på spørgsmål uden at afbryde forelæsningen. Det fungerer enormt godt. Alle holder øje med chatten, og somme tider kan man stoppe med at forelæse, hvis der kommer et særligt godt forståelsesspørgsmål,” påpeger Peter Bøggild.  

Som underviser ser han i det hele taget flere nye muligheder med online-undervisning.

”Jeg er ret begejstret for mange ting i dette format og vil helt sikkert have online-gæster i kurset, når alt bliver normalt igen. Jeg synes også, at en realtime-chat er rigtig praktisk. Det tror jeg, at mange af mine kolleger allerede gør. 

Et par gode råd med på vejen

Selv om online-undervisning er nyt for Peter Bøggild, har han allerede gjort sig erfaringer, som han gerne giver videre:

  1. Prøv alt af først, gerne med et par studerende og kolleger som prøvekaniner. Alt! Hvis ikke du har prøvet den rigtige kombination af mennesker udstyr og anvendelse, går det galt.
  2. Køb ordentligt udstyr (lyd og billede), og sørg for at have den bedst mulige internetforbindelse.
  3. Sørg for, at de studerende logger på i god nok tid de første par gange, gerne længe før, så der er tid til, at de kan løse lyd- og billedproblemer.
  4. Find de gode ting ved det! Lad være med at tænke defensivt: "Vi er nødt til at gøre dette på denne måde, vi beklager meget", men sig i stedet: "Vi skal nu prøve at lære på en ny måde, og der
    kommer til at ske nogle rigtig spændende ting." Der er masser af fordele, f.eks. kan man gemme alt, så de studerende kan se det igennem bagefter. 
  5. Brug software, der har grupperum, så de studerende kan arbejde for sig selv – ellers forsvinder energien. Et eksempel på et system, hvor man kan sende alle elever ud i grupper, er Zoom. 

Og så lige et sidste tip: 

Brug en pen eller digitizer til at skrive formler, markere ting på grafer og meget andet.

En ren PowerPoint-præsentation kan være flot og fin, men man kommer virkelig til at savne det skrevne. Det kræver lidt øvelse, men det er det værd! Det gode ved at skrive direkte på sin PowerPoint er, at man kan uploade det bagefter, så de studerende får BÅDE PowerPoint og whiteboard.

Se video af AItor Mugarza´s online forelæsning på DTU Fysiks Ph.d.-kursus (YouTube)

System og udstyr

Peter Bøggild bruger DTU’s Zoom site licens og Microsoft Surface til at skrive på (whiteboard). Hertil Logitech Connect-konferencekamera for god lyd og billeder – evt. suppleret med en USB podcast-mikrofon. Eller brug et godt Skype-headset og et anstændigt kamera.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.