Kvantecomputeren i centrum for ny børnebog

mandag 14 mar 22

Kontakt

Ulrich Busk Hoff
Seniorrådgiver
DTU Fysik
29 80 41 55
“Finn Foton og Kvantecomputeren” der er den femte bog i serien om kvantefysikeren Finn Foton, der tager børn med på skæve og eventyrlige fortællinger med inspiration i naturvidenskaben. Ulrich Busk Hoff, seniorrådgiver på DTU Fysik, er aktuel med endnu en børnebog og denne gang er kvantecomputeren i centrum for begivenhederne.

Gåseby er et mangfoldigt sted. Her bor kvantefysikeren Finn Foton, og han er god til at tænke og roder med mange mærkelige eksperimenter ude i sit skur.

Den trængte musiker Nick Dennis er netop flyttet til byen, hjem til sin mor og far, og for én gangs skyld søger han den hurtigste vej for at få karrieren på skinner. Og så er der den elskelige sundhedsplejerske Olga Omsorg, der simpelthen ikke ved, hvordan hun – altså ja – skal nå rundt i alle byens labyrintiske gader og besøge de mange nyfødte babyer.

Men Finn Foton kan måske hjælpe både musikeren og sundhedsplejersken. Han har fået en idé til en mærkelig maskine, en såkaldt kvantecomputer. Den kan vende kvantefysikkens mest forunderlige fænomener til uovertruffen regnekraft.

Som forbundne skæbner bliver delene i kvantecomputerens indre flettet sammen til en helhed, hvor informationen kan flyde igennem. Den kan afsøge løsninger på en helt anden måde end alle andre computere og løse ellers uløselige problemer, som dem Nick Dennis og Olga Omsorg tumler med. Måske kan den endda også flette deres skæbner sammen.

Bøgerne om Finn Foton er charmerende og humoristiske fortællinger for børn, der forener eventyr og naturvidenskab, og gør abstrakte videnskabelige emner tilgængelige for nysgerrige unge hoveder. Bøgerne er skrevet af Jan Egesborg i tæt samarbejde med Ulrich Busk Hoff som faglig konsulent, og de er illustreret af Johannes Töws. Sammen har de i samme serie skabt fortællinger, der på kreativ og nyskabende måde bearbejder aktuelle emner fra corona og klima til H. C. Ørsteds elektromagnetisme og kvantefysikken.

”Finn Foton og coronavaccinen” (2021)
”Finn Foton og havets klimakamp” (2020)
”Finn Foton og elektromagnetismen” (2020)
”Finn Foton og kvantefysikken” (2017)


Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.