IT-sikkerhed

IT-ambassadører skal booste IT-sikkerheden hos danske virksomheder

mandag 25 mar 19

Med støtte fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse vil DTU ruste virksomheder til bedre at kunne modstå IT-kriminalitet. Dette skal gøres gennem målrettet efteruddannelse af virksomhedernes IT-fagfolk.

 

IT-kriminalitet, cyber-angreb og IT-sikkerhed har aldrig været mere i fokus, og den ene store sag om sikkerhedsbrister efter den anden viser, at det er blevet et must for offentlige som private virksomheder at gardere sig mod angreb og hacking. Derfor står håndtering af IT-sikkerhed højt på dagsordenen i virksomhederne.

"På DTU Diplom vil vi gerne hjælpe virksomhederne til bedre at håndtere IT-sikkerhed. Igennem et nyt kursusforløb sigter vi på at opkvalificere virksomheders ikke-specialister til at blive 'IT-sikkerhedsambassadører' ved at løfte deres tekniske niveau," fortæller Birger Andersen, docent ved DTU Diplom.

Lektor Henrik Tange fortsætter: "I dag tilbyder vi allerede en lang række kurser inden for IT-sikkerhed. Kurserne er designet som hele uddannelser, og det betyder, at deltagerne skal afsætte meget tid for at kunne gennemføre dem. I mange virksomheder betyder det en udfordring med at finde ressourcer og afse tid til at sikre medarbejdernes kompetencer i generel IT-sikkerhed."

Mere for mindre
Med de nye IT-sikkerhedsambassadører vil DTU klæde medarbejderne på til at kunne træne deres kollegaer til at bruge relevante værktøjer og være med til at skabe en forståelse og kultur i virksomheden, som øger sikkerhedsniveauet.

På denne måde vil det være muligt for virksomhederne at efteruddanne et mindre antal medarbejdere og alligevel opnå stor værdi og impact.

"Gennem kursusforløbet lærer medarbejderne også at forstå eksperterne og at videregive essentiel viden i virksomheden, som løfter det generelle sikkerhedsniveau, og dermed styrkes virksomhedens forsvar mod den stigende IT-kriminalitet," forklarer lektor Bo Holst-Christensen.

Forløbet, som forventes at løbe af stablen første gang til efteråret 2019, skydes i gang med en workshop, hvor relevante, interesserede medarbejdere fra virksomheder kan komme med input til forløbets form og indhold. Hvis du er interesseret i at deltage kan du kontakte Birger Andersen på birad@dtu.dk eller 3588 5114.


Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.